”Du ved - når du er på et site, og ser en masse muligheder for navigation, som man kan klikke på, ikk’? Det er mig, der har besluttet hvilke muligheder, der skal være, hvad de hedder, og hvor de bringer dig hen, når du klikker.”
Yep, det har jeg sagt. Og jeg bliver ofte nødt til at forklare, hvad informationsarkitektur (IA) er – ret ofte. I skrivende stund er alle i hvert fald enige om én ting: Det er et fag, der i fokus. Der er knap så mange, der ved hvad informationsarkitekter laver. Søg på dice.com eller hotjobs.com, og du vil se en besynderlig vifte af kvalifikationskrav, fra kodning i Perl til grafisk design. På et tidspunkt troede jeg, at titlen informationsarkitekt ville udvikle sig ligesom webmaster-titlen: En god titel for små firmaer, der har brug for en medarbejder, der kan lidt af hvert, men dårlig for dem, der har brug for eksperter. Heldigvis er en vedholdende indsats fra nogle få, højt profilerede informationsarkitekter ved at ændre dette, og nu har vi i det mindste indkredset vores arbejdsområde.
Næsten som vores navnebrødre i byggebranchen, designer vi rum, som mennesker kan leve, arbejde og hygge sig i. Den store forskel er det materiale, vi arbejder i: Cement bliver erstattet af tesaurusser, træ med begrebshierarkier og stål med interaktionsdiagrammer. Forvirret? Lad mig fortælle en historie fra den virkelige verden. Nåh ja, ved at gøre det, bliver jeg nødt til at indrømme, at jeg er lidt af et fjols. Jeg håber ikke, at dét ødelægger for meget.
Da jeg lavede min første hjemmeside på Geocities, var der kun én side. Jeg havde billeder af mine venner, lidt historie om mig og et link, så man kunne maile mig. Ret typisk. Der var ingen informationsarkitektur endnu, men så afgjort informationsdesign, som er tæt knyttet til IA. Jeg vidste, at folk, der var kommet til min side ville vide hvad de kigger på. Så jeg skrev en stor H3-overskrift tværs over toppen af siden: ”Velkommen til Christina Wodke’s personlige hjemmeside”. Derefter ville jeg have noget information om mig selv, så jeg puttede historien og nogle billeder på. Endelig tænkte jeg, at hvis folk ville læse alt dét, ville de måske også i kontakt med mig, og så jeg lavede mit mail-link. Underligt nok var designet ret brugercentreret; jeg startede med at spørge mig selv, hvordan folk, der kom forbi siden ville bruge den.
Min næste hjemmeside krævede en noget større indsats. Jeg havde samlet en masse opskrifter, som jeg havde fundet på nettet, mens jeg gennemgik mad-sites for snap.com. Jeg havde også nogle opskrifter fra min familie og nogle jeg havde fundet hos min mands ven fra Frankrig. Jeg ville have dem alle sammen på nettet, så jeg altid havde adgang til dem; hos mine forældre, min kæreste (min nuværende mand) eller hjemme. Da jeg stadig havde til gode at blive en god informationsarkitekt, startede jeg med research – jeg gennemgik alle mine kogebøger for at se, hvordan de var organiserede. Jeg havde en overflod af organisationssystemer at vælge imellem: Efter region, ret, hovedingrediens... ærligt talt vidste jeg ikke, hvilket der var klogest at vælge. Det var dér, jeg brugte et glimrende værktøj for enhver IA’er: Kortsortering. Opskrifterne stod allerede på kartotekskort. Jeg lagde dem ganske enkelt ud på gulvet og begyndte at gruppere dem i ens bunker. Temmelig hurtigt fandt jeg ud af, at jeg burde vælge en organisering efter rettens placering i måltidet: Forret, hovedret, dessert osv. Min opskriftsside. Den side jeg byggede i 1996, har stadig nøjagtigt den samme opbygning, og jeg laver stadig mad efter den, mens jeg sukker over de sammenpressede gif’er og den primitive typografi. Men jeg kan altid finde den opskrift, jeg leder efter.
Her sidste weekend tog jeg over til en IA-kollegas kontor. Vi brugte dagen på at omstrukturere et IT-konsulenthus’ site, med over 2.000 indholdskomponenter. Vi startede på samme måde som med min første hjemmeside: Vi fordybede os i dokumentationen for at finde ud af, hvem brugerne var, og lære deres primære behov at kende. Vi skrev navnene på tre personer, som vi mente ville bruge sitet, og under hvert navn skrev vi deres brugerbehov. Dave, direktøren, som ville vide om han skulle købe produktet. Jill, den potentielle medarbejder, som ville vide om det var et fedt sted at arbejde. Carla, investoren, som ville vide om virksomheden var et hot investeringsobjekt.
Herefter gjorde vi nøjagtigt det samme som jeg gjorde, da jeg lavede mit andet site nogen sinde: Printede listen over indholdskomponenter ud og klippede den op i små lapper. Så gennemførte vi den største kortsortering, jeg nogensinde har lavet. Vi grupperede alle de ens indholdskomponenter og opstillede dem derefter i hierarkisk orden – et begrebshierarki. Derefter lavede vi rollespil; vi forestillede os, at vi var de forskellige modelbrugere, der forsøgte at bru-ge strukturen i hierarkiet. ”Jeg er direktøren Dave. Jeg har brug for at vide, om mit problem bliver løst, hvis jeg køber dette produkt. Hvor kan jeg læse om opgraderinger? Er der anmeldelser af produktet? Hvor lang tid har firmaet været oppe at køre?” og så videre. Vi ændrede lidt på nogle af grupperingerne, og så var vi færdige.
Selvfølgelig er det ikke det eneste, en informationsarkitekt gør ved et site. Det er kun hvad en informationsarkitekt måske laver for et indholdstungt site. Men de grundlæggende principper fremgår: Forstå brugeren. Forstår hvad firmaet tilbyder. Smelt de to dele sammen.
Og gå så ud og gør dit site nemmere at bruge for kunderne…
Christina Wodke er partner i Carbon IQ, et konsulentfirma i San Francisco, der specialiserer sig i brugerfokuseret informationsarkitektur. Hun har grundlagt Boxes and Arrows og var blandt stifterne af Asilomar Institut for Informationsarkitektur.